Disse leverandørbetingelser (“Betingelserne”) gælder for alle indkøb, bestillinger og lejeaftaler, hvor Tourcare ApS, CVR 40697934 (“Tourcare”), køber, lejer eller bestiller varer, udstyr, transport, mandskab eller ydelser (“Leverncen”) hos en leverandør (“Leverandøren”).
1.2 Betingelserne udgør sammen med Tourcares indkøbsordre det samlede aftalegrundlag. Ved uoverensstemmelse går Tourcares indkøbsordre forud for Betingelserne.
1.3 Betingelserne går forud for Leverandørens egne salgs- og leveringsbetingelser. Leverandørens betingelser, herunder vilkår påført tilbud, ordrebekræftelse, følgeseddel eller faktura, er kun gældende, hvis Tourcare skriftligt og udtrykkeligt har accepteret dem. Tourcares betaling eller modtagelse af en leverance udgør ikke en sådan accept.
2.1 Aftale er bindende, når Tourcare har afgivet skriftlig indkøbsordre, eller når Leverandøren har bekræftet Tourcares bestilling. Mundtlige bestillinger er først bindende, når de er skriftligt bekræftet.
2.2 Leverandøren skal bekræfte en ordre uden ugrundet ophold. Kan ordren ikke opfyldes som bestilt, herunder til aftalt tid, skal Leverandøren straks oplyse dette skriftligt.
2.3 Ændringer og tillæg til en afgivet ordre er kun gyldige, når de er skriftligt aftalt.
3.1 Aftalte priser er faste, angivet i danske kroner (DKK) og eksklusive moms.
3.2 Prisen omfatter alle Leverandørens ydelser og omkostninger forbundet med leverancen, herunder emballage, forsikring under transport, told og afgifter, medmindre andet er skriftligt aftalt. Transport og levering er inkluderet, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af ordren.
Tillæg, gebyrer eller meromkostninger godtøres ikke, medmindre de er aftalt skriftligt med Tourcare, før de afholdes.
4.1 Levering sker til det sted og det tidspunkt, der fremgår af Tourcares indkøbsordre. Den aftalte leveringstid er bindende og af afgørende betydning, da leverancer typisk indgår i tidskritiske arrangementer, der ikke kan flyttes.
4.2 Forsinkelse anses som væsentlig misligholdelse. Leverandøren skal straks underrette Tourcare, så snart der er risiko for forsinkelse, og oplyse forventet leveringstidspunkt. En sådan underretning fritager ikke Leverandøren for ansvar for forsinkelsen.
4.3 Risikoen for leverancen overgår til Tourcare ved Tourcares fysiske modtagelse og godkendelse på leveringsstedet. Leverancen skal ledsages af følgeseddel med reference til Tourcares ordre- eller projektnummer.
4.4 Leverer Leverandøren mere, andet eller tidligere end aftalt, kan Tourcare afvise dette for Leverandørens regning og risiko.
5.1 Lejer Tourcare udstyr eller materiel hos Leverandøren, skal det leverede være driftsklart, fuldt funktionsdygtigt, rengjort og leveret med alt nødvendigt tilbehør, kabler og dokumentation til det aftalte tidspunkt.
5.2 Leverandøren bærer ansvaret for fejl, mangler og nedbrud, der skyldes Leverandørens materiel eller dets stand ved leveringen. Svigter materiellet af sådanne årsager, skal Leverandøren straks og for egen regning levere fuldt funktionsdygtigt erstatningsudstyr.
5.3 Tourcare bærer i lejeperioden alene ansvaret for skade på det lejede, der skyldes Tourcares uforsvarlige håndtering. Almindelig brugsslitage er Tourcare uvedkommende. Leverandøren kan ikke gøre krav gældende mod Tourcare på baggrund af nyværdi, hvor en rimelig afskrevet værdi er passende, medmindre dette er skriftligt aftalt.
6.1 Faktura skal indeholde reference til Tourcares indkøbsordre- eller projektnummer, være specificeret på leverancens enkelte poster og sendes til den fakturaadresse, der fremgår af ordren.
6.2 Fakturaer uden korrekt reference eller specifikation kan afvises. Betalingsfristen efter § 7 løber i så fald først fra det tidspunkt, hvor en korrekt faktura er modtaget.
Betaling sker netto 30 dage efter, at Tourcare har modtaget en korrekt faktura, og Leverancen er modtaget og godkendt, medmindre andet er skriftligt aftalt.
7.2 Tourcares betaling indebærer ikke en godkendelse af leverancen og medfører ikke afkald på krav som følge af forsinkelse, mangler eller anden misligholdelse.
7.3 Tourcare er berettiget til at modregne ethvert forfaldent krav mod Leverandøren i betalinger til Leverandøren.
8.1 Leverancen skal i enhver henseende svare til det aftalte, være af sædvanlig god kvalitet, egnet til sit formål og overholde gældende lovgivning samt relevante sikkerheds-, CE- og myndighedskrav.
8.2 For købte varer indestår Leverandøren for leverancen i 24 måneder fra leveringen, medmindre en længere garanti følger af aftalen eller loven.
Er leverancen mangelfuld, kan Tourcare efter eget valg kræve afhjælpning eller omlevering uden ugrundet ophold og uden omkostninger for Tourcare, kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve købet for den mangelfulde del.
Tourcares betaling, modtagelse eller manglende undersøgelse af leverancen afskærer ikke Tourcare fra senere at gøre mangelssbeføjelser gældende.
Ved Leverandørens forsinkelse eller mangler er Tourcare berettiget til at fastholde aftalen, kræve afhjælpning eller omlevering, eller hæve aftalen helt eller delvist.
9.2 Kan Leverandøren ikke levere rettidigt eller mangelfrit, er Tourcare berettiget til at foretage dækningskøb hos tredjepart. Meromkostningen herved, herunder højere pris, ekstra transport og ekstra mandskab, afholdes af Leverandøren.
9.3 Leverandøren er erstatningsansvarlig for det tab, Tourcare lider som følge af Leverandørens misligholdelse, herunder direkte tab og dokumenterede meromkostninger. Leverandørens erstatningsansvar er ikke begrænset til ordresummen.
10.1 Leverandøren er ansvarlig for skade på personer og ting, som forvoldes af Leverandørens leverance, materiel, produkter eller personale.
Leverandøren skal i hele aftalens løbetid have sædvanlig erhvervs- og produktansvarsforsikring med dækning, der står i rimeligt forhold til leverancen, og skal på Tourcares forlangende dokumentere dette.
10.3 Leverandøren skadesløsholder Tourcare for ethvert krav fra tredjemand, der rejses som følge af Leverandørens forhold, herunder mangler ved leverancen eller Leverandørens personales handlinger.
10.4 Leverandørens personale og underleverandører skal overholde gældende sikkerheds- og ordensregler samt anvisninger på leverings- og spillestedet.
11.1 Leverandøren må ikke uden Tourcares forudgående skriftlige samtykke overlade opfyldelsen af aftalen helt eller delvist til underleverandører.
11.2 Anvender Leverandøren med samtykke en underleverandør, hæfter Leverandøren for underleverandørens ydelser og forhold som for sine egne.
Leverandøren overholder gældende lovgivning, herunder skatte-, arbejdsmiljø-, ansættelses- og miljøret samt regler om antikorruption og hvidvask, og driver virksomhed ansvarligt.
Leverandøren benytter ikke børnearbejde, tvungen arbejdskraft eller handler på anden måde i strid med grundlæggende menneskerettigheder.
12.2 Leverandøren sikrer, at eget og indlejet personale aflønnes og afregnes korrekt og lovligt, herunder at honorar og skat indberettes i overensstemmelse med reglerne. Tourcare kan på forlangende kræve dokumentation herfor.
Hvor Tourcares kunder stiller krav om arbejds-, miljø- eller samfundsansvarsvilkår, er Leverandøren forpligtet til at efterleve tilsvarende vilkår i det omfang, de er videreført til Leverandøren.
Leverandøren behandler enhver oplysning om Tourcare, Tourcares kunder, arrangementer, artister, produktioner og forretningsforhold fortroligt og anvender dem alene til opfyldelse af aftalen. Fortrolighedsforpligtelsen omfatter bl.a. priser, aftalevilkår og tekniske oplysninger.
13.2 Leverandøren må ikke uden Tourcares skriftlige samtykke omtale eller markedsføre sig på samarbejdet med Tourcare eller på de arrangementer, leverancen vedrører.
Forpligtelsen gælder i aftalens løbetid og i en periode på tre (3) år efter aftalens ophør, uanset årsagen hertil. Videregivelse er dog tilladt, i det omfang den er påkrævet ved lov eller pålæg fra en kompetent myndighed.
14.1 Rettigheder til materiale, der specialfremstilles til Tourcare som led i leverancen, overgår til Tourcare ved betalingen, medmindre andet er aftalt.
Leverandøren indestår for, at leverancen ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder patenter, varemærker, designrettigheder eller ophavsret, og skadesløsholder Tourcare for krav som følge af en sådan krænkelse.
15.1 Behandler Leverandøren personoplysninger på vegne af Tourcare som led i leverancen, indgås en databehandleraftale, og behandlingen sker i overensstemmelse med den til enhver tid gældende databeskyttelseslovgivning.
16.1 Tourcare kan helt eller delvist hæve aftalen ved Leverandørens væsentlige misligholdelse, herunder ved gentagen eller væsentlig forsinkelse eller mangler.
16.2 Tourcare kan endvidere hæve aftalen, hvis Leverandøren går konkurs, tages under rekonstruktion, standser sine betalinger eller på anden måde bliver insolvent, i det omfang lovgivningen tillader det.
17.1 Enhver tvist mellem parterne afgøres efter dansk ret. FN’s konvention om internationale køb (CISG) finder ikke anvendelse.
17.2 Tvister, der ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved Tourcares hjemting som rette værneting.
Disse leverandørbetingelser er gældende fra juni 2026 og erstatter alle tidligere versioner.